[an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive][an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] (none) [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive][an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive][an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive][an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] (none) [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive][an error occurred while processing this directive]
 
[an error occurred while processing this directive] [an error occurred while processing this directive]
Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Home   Subscribe   Mail Archive   Forum   Calendar   Search
MhonArc Date: [Date Prev] [Date Index] [Date Next]   Thread: [Date Prev] [Thread Index] [Date Next]   MhonArc
 

Debianmanual partitioning.sgml



Ole, hvis du ikke har givet op over for de store tekstmængder, får du (og 
evt. andre) den næste i rækken - om partitionering.

<!-- retain these comments for translator revision tracking -->
<!-- $Id: partitioning.sgml,v 1.11 2001/12/16 22:49:53 claush Exp $ -->
<!-- original version: 1.42 -->

<chapt id="partitioning">Partitionering til Debian
    <p>
Menupunktet &MSG-PARTITION-DISK; giver dig en liste over de diskdrev,
du kan partitionere, og aktiverer partitioneringsprogrammet. Du skal
oprette mindst én diskpartition med typen "Linux" (type 83), og vil
nok også have glæde af en partition af typen "Linux swap" (type 82).

  <sect id="partition-intro">Valg af Debians partitioner og størrelser
    <p>
Som et absolut minimum skal GNU/Linux have en enkelt partition for sig
selv. Du kan godt have en enkelt partition, der indeholder hele
styresystemet, programmer og dine egne filer. De fleste mener, at
en separat swappartition også er en nødvendighed, selvom det strengt
taget ikke er korrekt. "Swap" er rodeplads for styresystemet, som
det kan bruge til "virtuel hukommelse". Ved at lægge swap på en
separat partition kan Linux bruge den langt mere effektivt. Det er
muligt at tvinge Linux til i stedet at bruge en almindelig fil som
swap, men det anbefales ikke.
    <p>
De fleste vælger dog at give GNU/Linux flere end minimumsantallet af
partitioner. Der er to grunde til at dele filsystemet op i flere
mindre partitioner. Den første er sikkerhed. Hvis der sker noget, der
ødelægger filsystemet, vil det normalt kun omfatte én partition. Så du
behøver kun at erstatte (fra de sikkerhedskopier, du naturligvis har
lavet) en brøkdel af dit system. Du bør mindst lave, hvad der ofte
kaldes en "rodpartition". Den indeholder systemets essentielle
komponenter. Hvis andre partitioner bliver ødelagt, kan du stadig
starte GNU/Linux op og reparere systemet. Det kan spare dig besværet
med at skulle geninstallere hele systemet fra bunden.
    <p>
Den anden grund er normalt vigtigst i erhvervslivet, men det afhænger
i virkeligeheden af, hvad du bruger maskinen til. Forestil dig, at
noget løber løbsk og spiser mere og mere diskplads. Hvis processen
tilfældigvis har root-privilegier (systemet reserverer en lille del af
disken til root), kan du pludselig være løbet tør for diskplads. Det
er meget uheldigt, da styresystemet har brug for rigtige filer (ud
over swapplads) til mange ting. Problemet behøver ikke engang at være
opstået lokalt. For eksempel kan spam-post sagtens fylde en
partition. Ved at bruge flere partitioner kan du beskytte systemet mod
mange af disse problemer. I posteksemplet kan man &mdash; ved at lægge
<file>/var/mail</file> på sin egen partition &mdash; sikre at resten
af systemet fortsætter med at virke, selvom man får meget spam-post.
    <p>
Den eneste virkelige bagdel ved flere partitioner er, at det ofte er
svært i forvejen at vide, hvad dine behov vil være. Hvis du gør en
partition for lille, skal du enten geninstallere systemet eller
konstant skulle flytte tingene rundt for at gøre plads på den
underdimensionerede partition. Hvis du på den anden hånd lave
partitionen for stor, vil du spilde plads, der kunne være brugt andre
steder. Diskplads er billigt nu om dage, men hvorfor smide pengene ud
ad vinduet?

  <sect id="directory-tree">Katalogtræet
      <p>
Debian Linux overholder <url id="&url-fhs-home;"
name="Filsystemhieraki-standarden"> ved navngivning af kataloger og
filer. Denne standard gør det muligt for programmer at forudsige
placeringen af filer og kataloger. Rodkataloget repræsenteres ganske
enkelt ved en skråstreg <file>/</file>. På rodniveauet indeholder alle
Debiansystemer følgende kataloger:
<example>
       bin       Essentielle kommandoprogrammer
       boot      Statiske filer til opstartsindlæseren
       dev       Enhedsfiler
       etc       Maskinspecifik systemopsætning
       home      Brugernes hjemmekataloger
       lib       Essentielle delte kataloger og kernemoduler
       mnt       Monteringspunkt til at montere et filsystem midlertidigt
       proc      Virtuelt katalog med systemoplysninger
       root      Hjemmekatalog for root-brugeren
       sbin      Essentielle systemprogrammer
       tmp       Midlertidige filer
       usr       Sekundært hieraki
       var       Flygtige data
</example>
<!--   Apparently we don't conform with fhs here: -->
<!--       opt       Add-on application software packages  -->

Det følgende gennemgår de vigtigste overvejelser i forbindelse med
kataloger og partitioner.
<list>
          <item>
Rodpartitionen <file>/</file> skal altid fysisk indeholde
<file>/etc</file>, <file>/bin</file>, <file>/sbin</file>,
<file>/lib</file> og <file>/dev</file>. Ellers vil du ikke kunne
starte op. Typisk kræver rodpartitionen 100 MB, men det kan variere.
          <item>
<file>/usr</file>: alle brugerprogrammer (<file>/usr/bin</file>), 
biblioteker
(<file>/usr/lib</file>), dokumentation (<file>/usr/share/doc</file>),
osv., ligger i dette katalog. Det er den del af filsystemet, det
kræver mest plads. Du bør give den mindst 500 MB diskplads. Hvis du
vil installere flere pakker, bør du øge den pladsmængde, du giver
dette katalog.
          <item>
<file>/home</file>: alle brugere lægge deres data i et underkatalog
under dette. Størrelsen afhænger af, hvor mange brugere, der vil bruge
systemet samt hvilke filer, der skal gemmes i deres
kataloger. Afhængigt af det forventede brug, bør du reservere omkring
100 MB til hver bruger, men tilpas dette tal til dine behov.
          <item>
<file>/var</file>: alle variable data som nyhedsartikler, post,
hjemmesider, APT's mellemlager etc. vil blive lagt i dette
katalog. Størrelsen afhænger i høj grad af, hvad din computer skal
bruges til, men for de fleste vil det afhænge af den plads,
pakkehåndteringen skal bruge. Hvis du vil udføre en fuld installation
med stort set alt, hvad Debian har at byde på på én gang, burde det
være nok at afsætte 2 eller 3 gigabyte til <file>/var</file>. Hvis du
vil installere i mindre bidder (det vil f.eks. sige værktøjer
efterfulgt af tekst-ting, så X,...), kan du nøjes med 300 - 500 MB i
<file>/var</file>. Hvis harddiskpladsen er sparsom, og du ikke vil
bruge APT, i det mindste ikke til større opdateringer, kan du klare
dig med så lidt som 30 eller 40 MB i <file>/var</file>.
           <item>
<file>/tmp</file>: hvis et program opretter midlertidige data, vil
disse sandsynligvis blive lagt i <file>/tmp</file>. 20-50 MB burde
normalt være nok.
        </list>


<![ %i386 [
  <sect>PC-diskbegrænsninger
      <p>
PC-BIOS'en lægger flere begrænsninger på disk-partitioneringen. Det en
grænse for, hvor mange "primære" og "logiske" partitioner, et drev kan
indeholde. Derudover er der &mdash; med BIOS'er fra 1994-98 &mdash;
grænser for hvor på drevet, BIOS'en kan starte op fra. Flere
oplysninger kan findes i <url id="&url-partition-howto;" name="Linux
Partition HOWTO"> og <url id="&url-phoenix-bios-faq-large-disk;"
name="Phoenix BIOS FAQ">, men dette afsnit vil give et kort overblik,
der vil hjælpe dig med at planlægge de fleste situationer.
      <p>
"Primære" partitioner er det oprindelige partitioneringssystem for
PC-diske. Desværre kan der kun være fire af dem. For at omgå denne
begrænsning, blev "udvidede" og "logiske" partitioner opfundet. Ved at
gøre en af dine primære partitioner til en udvidet partition, kan du
underopdele al denne partitions plads i flere logiske
partitioner. Hver udvidet partition kan indeholde op til 60 logiske
partitioner. Du kan dog kun have en enkelt udvidet partition per drev.
      <p>
Linux begrænser antallet af partitioner på hvert drev til 15
partitioner for SCSI-diske (tre brugbare primære og 12
logiske partitioner), og 63 partitioner på et IDE-drev (3 brugbare
primære og 60 logiske partitioner).
    <p>
Hvis du har en stor IDE-disk, og hverken bruger LBA-adressering eller
ekstra drivere (leveres sommetider af harddisk-producenten), skal
opstartspartitionen (den partition, der indeholder dit kerneaftryk)
ligge indenfor de første 1024 cylindre på din harddisk (normalt
omkring 524 MB uden BIOS-omsætning).
      <p>
Denne begrænsning bortfalder, hvis din BIOS er nyere end omkring
1995-98 (afhængig af producenten), og dermed understøtter "Enhanced
Disk Drive Support Specification". Både Lilo, linux-indlæseren og
Debians alternativ, <prgn>mbr</prgn>, skal bruge BIOS til at indlæse
kernen fra disken til ram. Hvis BIOS int 0x13 udvidelserne for tilgang
til store diske findes, vil de blive brugt. Ellers bruges det gamle
disktilgangs-grænseflade i stedet, og det kan ikke bruges til at
adressere steder på disken, der ligger højere end den 1023ende
cylinder. Så snart Linux er startet op, forsvinder begrænsningen
uanset, hvilken BIOS din computer har, da Linux ikke bruger BIOS til
at tilgå diskene.
      <p>
Hvis du har en stor disk, er du muligvis nødt til at bruge
cylinder-omsætningsteknikker, som du kan angive fra din BIOS's
opsætningsprogram. F.eks. LBA (Logisk Blokadressering) eller
CHS-omsætningsmetode ("Large"). Du kan finde flere oplysninger om
store diske i <url id="&url-large-disk-howto;" name="Large Disk
HOWTO">. Hvis du bruger en cylinderomsætningsmetode, og BIOS'en ikke
understøtter udvidelserne for tilgang til store diske, skal din
opstartspartition ligge indenfor den <em>omsatte</em> repræsentation
af den 1024ende cylinder.
      <p>
Den anbefalede måde at opnå dette på, er at oprette en lille (5-10 MB
burde være nok) partition i starten af disken, der kan bruges til som
opstartspartition, og derefter oprette de andre partitioner, du vil
have, i det resterende område. Denne opstartspartition <em>skal</em>
monteres på <file>/boot</file>, da Linuxkernerne vil blive lagt i
dette katalog. Denne opsætning vil fungere på dethvert system
uanset, om LBA og CHS-omsætning af store diske benyttes, og uanset om
din BIOS understøtter udvidelser for tilgang til store diske.

]]>

  <sect>Anbefalet partitioneringsplan
    <p>
For nye brugere, personlige Debianmaskiner, hjemmesystemer og andre
enkeltbruger-opsætninger, er en enkelt <file>/</file>-partition (plus
swap) nok det letteste og simpleste. Dog er det muligt at man får
problemer med dette med store (20 GB) diske. Grundet begrænsningerne
i ext2's funktion, bør du undgå at have enkelte partitioner, der er
større end omkring 6 GB.
    <p>
På flerbruger-systemer er det bedst at lægge <file>/usr</file>,
<file>/var</file>, <file>/tmp</file> og <file>/home</file> på hver sin
partition, adskilt fra <file>/</file>-partitionen. 
    <p>
Du får muligvis brug for en separat <file>/usr/local</file>-partition,
hvis du vil installere mange programmer, der ikke er en del af
Debiandistributionen. Hvis din maskine skal være postserver, bør du
nok gøre <file>/var/mail</file> til en separat partition. Oftest er
det en god ide at lægge <file>/tmp</file> på sin egen
partition på omkring 20 og 50 MB. Hvis du sætte en server med masser
af brugerkonti op, er det normalt godt at have en separat, stor
<file>/home</file>-partition. Partitionerings-situationen varierer
generelt fra computer til computer afhængig af dens formål.
    <p>
For meget komplekse systemer bør du se <url
id="&url-multidisk-howto;" name="Multi Disk HOWTO">.  Den indeholder
dybdegående oplysninger, der mest er af interesse for internetudbydere
og folk, der opsætter servere.
    <p>
Der er mange meninger om den bedste størrelse af swap-partitionen. En
tommelfingerregel, der fungerer godt, er at bruge ligeså meget swap
som systemhukommelse. Den bør i de fleste tilfælde heller ikke være
mindre end 16 MB. Naturligvis er der undtagelser fra disse
regler. Hvis du vil forsøge at løse 10.000 samtidige ligninger på en
maskine med 256 MB hukommelse, skal du muligvis bruge 1 GB (eller
mere) swap.   <![ %m68k
[ På den anden side er brugen af swap pinefuld på Atari Falcon og Mac,
så i stedet for at oprette en stor swappartition, bør du anskaffe dig
så meget RAM, som muligt. ]]>
    <p>
Op 32-bit arkitekturer (i386, m68k, 32-bit SPARC og PowerPC), er den
maksimale størrelse for swappartitioner 2GB (på Alpha og SPARC64 er
den så høj, at den praktisk taget er ubegrænset). Det burde være nok
for næsten enhver installation. Hvis dine swapkrav er højere, bør du
nok forsøge at dele swap'en mellem flere diske (kaldet "spindles") og,
om muligt, forskellige SCSI- eller IDE-kanaler. Kernen vil afbalancere
brugen af swap mellem flere swappartitioner med forbedret ydelse som 
resultat.
    <p>
For eksempel har en af forfatternes hjemmemaskine 32 MB ram og et 1.7
GB IDE-drev på <file>/dev/hda</file>. Der er en partition på 500MB til
et andet styresystem på <file>/dev/hda1</file> (burde have været
200 MB, da det aldrig bliver brugt). En swappartition på 32 MB
benyttes på <file>/dev/hda3</file>, og resten (omkring 1.2 GB på
<file>/dev/hda2</file>) er linuxpartitionen.
    <p>
Se <url id="&url-partition-examples;"
name="Partitioning Strategies">. for flere eksempler.

<![ %hppa [
    <sect1>Opstartsindlæserens partitionerings-krav
      <p>
PALO, HPPA's opstartsindlæser, kræver en partition med typen "F0"
indenfor de første 2GB. Det er her, opstartsindlæseren, kerner og
ramdiske bliver lagt, så lav den stor nok til dette -- mindste 4Mb
(jeg foretrækker 8-16Mb). Frirmwaren stiller det yderligere krav, at
Linuxkernen skal ligge indenfor de første 2GB på disken. Det opnås
typisk ved at holde hele ext2-rodpartitionen indenfor de første 2GB på
disken. Alternativt kan du oprette en lille ext2-partition nær starten
af disken, og montere den som <file>/boot</file>, da det er dette
katalog, Linuxkerner bliver lagt i. <file>/boot</file> skal være stor
nok til at indeholde de kerner, du vil indlæse. 8-16MB er normalt
tilstrækkeligt.  ]]>

<![ %ia64 [
    <sect1>Opstartsindlæserens partitionerings-krav
      <p>
ELILO, ia64's opstartsindlæser, kræver en partition med typen "EF".
Den skal være stor nok til at indeholde opstartsindlæseren og de
kerner og ramdiske, du ønsker at starte op. Minimumsstørrelsen er
omkring 16MB, men hvis du laver udvikling, eller eksperimenterer med
forskellige kerner, vil 128MB nok være bedre.
]]>

<![ %mips [
    <sect1>Opstartsindlæserens partitionerings-krav
    <p>
SGI Indy'er kræver et SGI-diskmærket for at kunne gøre systemet
opstartbart fra harddisken. Det kan laves i fdisk's
ekspert-menu. Det bind-hoved (volume header), som laves på denne måde
(partitoin nummer 9), bør være på mindst 3MB. Det anbefales af lave
den på 10MB or at kunne gemme flere forskellige kerne i den. Hvis
bindhovedet er for småt, kan du ganske enkelt fjerne partition nummer
9 og tilføje den igen med en anden størrelse. Bemærk, at bindhovedet
skal starte i sektor 0.
]]>

  <sect id="disk-naming">Enhedsnavne under Linux
    <p>
Linux-diske og partitionsnavne kan være anderledes end i andre
styresystemer. Du skal kende til de navne, Linux bruger, når du
opretter og monterer partitioner. Her er den grundlæggende navngivning:
<list>
        <item>
Det første diskettedrev kaldes "/dev/fd0".
        <item>
Det første diskettedrev kaldes "/dev/fd1".
        <item>
Den første SCSI-disk (i SCSI ID-rækkefølge) kaldes "/dev/sda".
        <item>
Den anden SCSI-disk (i SCSI ID-rækkefølge) kaldes "/dev/sdb", og så videre.
        <item>
Den første SCSI-cd-rom kaldes "/dev/scd0", også kendt som "/dev/sr0".
        <item>
Hoveddisken ("master") på den primære IDE-controller kaldes "/dev/hda".
        <item>
Slavedisken ("slave") på den primære IDE-controller kaldes "/dev/hdb".
        <item>
Hoved- og slavediskene på den sekundære controller kaldes henholdsvis 
"/dev/hdc"
og "/dev/hdd". Nyere IDE-controllere kan indeholde to kanaler, så de
fungerer som to controllere.

<![ %m68k [
Bogstaverne afviger fra, hvad der stå i mac-programmet pdisk (så det,
der optræder som /dev/hdc i pdisk kan hedde /dev/hda i Debian).
]]>

<![ %i386 [
        <item>
Den første XT-disk kaldes "/dev/xda".
        <item>
Den anden XT-disk kaldes "/dev/xdb".
]]>

<![ %m68k [
        <item>
Den første ACSI-enhed kaldes "/dev/ada", mens den anden kaldes
"/dev/adb".  ]]>

<![ %s390 [
        <item>
dasd-enheder kaldes "/dev/dasd/xxxx/enhed".
]]>

      </list>

        <p>
Partitionerne på hver disk repræsenteres ved at tilføje et tal til
disknavnet: "sda1" og "sda2" repræsenterer første og anden partition
på den første SCSI-disk i dit system.
        <p>
Her er et virkeligt eksempel. Lad os antage, at du har et system med
to SCSI-diske. Den en har SCSI-adressen 2, mens den anden har
SCSI-adressen 4. Så vil den første disk (på adresse 2) blive kaldt
"sda", mens den anden kaldes "sdb". Hvis "sda"-drevet indeholder tre
partitioner, vil disse blive kaldt "sda1", "sda2" og "sda3". Det samme
gælder "sdb"-disken og dennes partitioner.
        <p>
Bemærk, at hvis du har to SCSI-controllere, kan drevenes rækkefølge
blive forvirrende. Den bedste løsning er i dette tilfælde at følge
opstartsbeskederne, forudsat du kender drevenes modeller og/eller
kapaciteter.

<![ %i386 [
    <p>
Linux repræsenterer de primære partitioner som drevnavnene plus
tallene 1 til 4. For eksempel hedder den første primærpartition på det
første IDE-drev <file>/dev/hda1</file>.  De logiske partitioner
tildeles numre fra 5 og opefter, så den første logiske partition på
det samme drev er <file>/dev/hda5</file>.  Husk, at den udvidede
partition &mdash; dvs. den primære partition, der indeholder de
logiske partitioner &mdash; ikke i sig selv kan benyttes. Dette gælder
SCSI-diske såvel som IDE-diske.

]]>

<![ %m68k [
    <p>
VMEbus-systemer med et TEAC FC-1 SCSI diskettedrev vil se denne som en
normal SCSI-disk. For at gøre identifikationen af drevet lettere, vil
installationsprogrammet lave en symbolsk lænke til enheden og navngive
den "/dev/sfd0.
]]>

<![ %sparc [
    <p>
Sun diskpartitioner tillader 8 separate partitioner ("slices"). Den
tredie partition er normalt (og dette anbefales) "Hele
disken"-partitionen. Denne partition omfatter alle diskens sektorer,
og bruges af opstartsindlæseren (enten SILO eller Sun's).
]]>

<![ %s390 [
    <p>
S/390 diskpartitioner tillader 3 separate partitioner. De bliver kaldt 
/dev/dasd/xxxx/part1, /dev/dasd/xxxx/part2 og /dev/dasd/xxxx/part3.
]]>

  <sect id="partition-programs">Debians partitioneringsprogrammer
    <p>
Flere forskellige partitioneringsprogrammer er blevet tilpasset af
Debianudviklere til at fungere med forskellige typer harddiske og
computerarkitekturer. Det følgende er en liste over programmer, der
passer til netop din arkitektur.

<taglist>

<![ %fdisk.txt [ <tag><prgn>fdisk</prgn><item> Det oprindelige Linux
diskpartitioneringsprogram. Udmærket for Linux-guruer. Læs <url
id="man-fdisk" name="fdisk's manualside">.
          <p>
Vær forsigtig, hvis du har eksisterende FreeBSD-partitioner på din
maskine. Installationskernerne understøtter disse partitioner, men den
måde, hvorpå <prgn>fdisk</prgn> repræsenterer dem (eller ikke) kan
ændre enhedernes navne.  Se <url id="&url-linux-freebsd;"
name="Linux+FreeBSD HOWTO">. ]]>

<![ %cfdisk.txt [ <tag><prgn>cfdisk</prgn><item> Et fuldskærms
diskpartitioneringsprogram, der er let at bruge for os andre. Læs <url
id="man-cfdisk" name="cfdisk's manualside">.
          <p>
Bemærk, at <prgn>cfdisk</prgn> overhovedet ikke kender til
FreeBSD-partitioner. Igen kan dette ændre enhedernes navne.]]>

<![ %atari-fdisk.txt [ <tag><prgn>atari-fdisk</prgn><item> En udgave
af <prgn>fdisk</prgn>, der kender til Atari. Læs <url id="atari-fdisk.txt"
name="atari-fdisk's manualside">. ]]>

<![ %amiga-fdisk.txt [ <tag><prgn>amiga-fdisk</prgn><item> En udgave
af fdisk, der kender til Amiga <prgn>fdisk</prgn>. Læs <url
id="amiga-fdisk.txt" name="manualsiden for amiga-fdisk">. ]]>

<![ %mac-fdisk.txt [ <tag><prgn>mac-fdisk</prgn><item> En udgave
af fdisk, der kender til Mac; læs <url id="mac-fdisk.txt"
name="mac-fdisk's manualside">. ]]>

<![ %pmac-fdisk.txt [ <tag><prgn>pmac-fdisk</prgn><item> En udgave af
<prgn>fdisk</prgn>, der kender til PowerMac bruges på BVM og Motorola
VMEbus-systemer. Læs <url id="pmac-fdisk.txt" name="pmac-fdisk 
manualside">. ]]>

<![ %fdasd.txt [ <tag><prgn>fdasd</prgn><item> S/390's udgave af
<prgn>fdisk</prgn>; læs <url id="fdasd.txt" name="fdasd manualside">
for detaljer. ]]>

      </taglist>
    <p>
En af disse programmer vil som standard blive kørt, når du vælger
&MSG-PARTITION-DISK;. Hvis du ikke ønsker standardprogrammet, kan du
afslutte partitioneringsprogrammet og gå til skallen (tty2) og manuelt
skrive navnet på det program, du vil bruge (og eventuelle
parametre). Hop derefter til &MSG-PARTITION-DISK; i
<prgn>dbootstrap</prgn> og fortsæt til næste trin.

<![ %i386 [
    <p>
Husk at markere din opstartspartition som "Opstartbar" (eng: bootable). ]]>

<![ %sparc [
        <p>
Sørg for at oprette et "Sun-diskmærkat" på din opstartsdisk. Det er
den eneste form for partitionsmarkering, OpenBoot PROM'en forstår, og
derfor også den eneste, du kan starte op med. <em>s</em>-tasten bruges
i <prgn>fdisk</prgn> til at lave Sun diskmærkater.
        <p>
Derudover skal du på &arch-title;-diske sikre dig, at den første
partition starte i cylinder 0. Dette krav betyder, at den første
partition altid vil indeholde partitionstabellen og opstartsblokken,
som ligger i de første to sektorer på disken. Du må 
<em>ikke</em> lægge swap på den første partition på opstartsdisken, da
swappartitioner ikke bevarer de første sektorer på partitionen. Du kan
lægge Ext2- eller UFS-partitioner der. De vil ikke røre
partitionstabellen og opstartsblokken.
        <p>
Det anbefales også at give den tredie partition typen "Hele disken"
(type 5), og indeholde hele disken (fra føste til sidste
cylinder). Det er ganske enkelt en konvention for Sun-diskmærkater, og
hjælper opstartsindlæseren <prgn>SILO</prgn>.

 ]]>

<![ %alpha [
    <p>
Hvis du har valgt at starte op fra SRM-konsollen, skal du bruge
<prgn>fdisk</prgn> til at partitionere din disk, da det er det eneste
partitioneringsprogram, der kan håndtere de BSD-diskmærkater, der kræves
af <prgn>aboot</prgn> (husk, at SRM-opstartsblokken er inkompatibel
med MS-DOS partitionstabeller &mdash; se <ref id="alpha-firmware">).
<prgn>dbootstrap</prgn> vil som standard køre <prgn>fdisk</prgn>, hvis
du ikke er startet op fra <prgn>MILO</prgn>.
    <p>
Hvis den disk, du har valgt at partitionere, allerede indeholder et
BSD-diskmærkat, vil <prgn>fdisk</prgn> benytte
BSD-diskmærkattilstand. Ellers skal du bruge 'b'-kommandoen til at skifte
til denne tilstand.
    <p>
Medmindre du ønsker at bruge den disk, du partitionerer, fra Tru64
Unix eller en af de stytesystemer, der nedstammer fra free 4.4BSD-Lite
(FreeBSD, OpenBSD og NetBSD), foreslåes det at du <em>ikke</em> lader
den tredie partition indeholde hele disken. Dette kræves nemlig ikke
af <prgn>aboot</prgn>, og kan faktisk skabe forvirring, da
opstartssektoren vil brokke sig over, at en partition rækker ind over
 opstartsblokken.
    <p>
Da <prgn>aboot</prgn> ydermere er skrevet til de første få sektorer på
disken (den fylder for tiden omkring 70 kilobyte svarende til 150
sektorer), <em>skal</em> du friholde nok, tom plads i starten af disken
til den. Af samme grund, som tidligere nævnt, anbefaler vi dig ikke at
gøre det på diske, der kan skal bruges af GNU/Linux.
    <p>
På ARC-installationer bør du oprette en lille FAT-partition i starten
af disken, der kan indeholde <prgn>MILO</prgn> og
<prgn>linload.exe</prgn> - 5 megabyte burde være nok, se <ref
id="non-debian-partitioning">. Desværre understøttes oprettelsen af
FAT-filsystemer fra menuen endnu ikke, så du er nødt til at gøre dette
manuelt fra skallen med <prgn>mkdosfs</prgn>, før du forsøger at
installere opstartsindlæseren.
]]>

<![ %powerpc [
  <sect>Partitionering af nyere PowerMac'er
    <p>
Hvis du installerer til en NewWorld PowerMac, skal du oprette en
speciel opstartspartition, der kan indeholde
opstartsindlæseren. Partitionen skal være 800Kb, og have typen
<em>Apple_Bootstrap</em>. Hvis ikke opstartspartitionen har typen
<em>Apple_Bootstrap</em>, kan din maskine ikke starte op fra
harddisken. Denne partition kan let oprettes i <prgn>mac-fdisk</prgn>
med <tt>b</tt>-kommandoen.
    <p>
Den specielle partitionstype Apple_Bootstrap er påkrævet for at undgå,
at MacOS monterer og ødelægger opstartspartitionen, da der udføres nogle
specielle ændringer for at få OpenFirmware til at starte den op automatisk.
    <p>
Bemærk, at opstartspartitionen kun er lavet til at indeholde tre meget
små filer:<prgn>yaboot</prgn>-programmet, dettes opsætning 
<file>yaboot.conf</file>,
og den indledende OpenFirmware indlæser, <prgn>ofboot.b</prgn>.  Det
hverken kan eller skal monteres på dit filsystem eller indeholde kerner
eller noget som helst andet. Værktøjerne <prgn>ybin</prgn> og 
<prgn>mkofboot</prgn>
kan bruges til at håndtere denne partition
    <p>
For at OpenFirmware automatisk kan starte &debian; op, skal
opstartspartitionen ligge før alle andre partitioner på disken. Især
før MacOS opstartspartitioner. Derfor skal dbootstrap-partitionen være
den første, du opretter.

<![ %mac-fdisk.txt [
        <p>
Se <url id="&man-mac-fdisk;" name="mac-fdisk">-dokumentationen for
oplysninger om, hvordan man opretter denne og andre partitioner. Vi
foreslår også, at du læser <url id="&url-mac-fdisk-tutorial;"
name="introduktionen til mac-fdisk">, som viser de trin, du skal
udføre, hvis du vil dele disken med MacOS.
<p>
Apple-diske har normalt flere små driver-partitioner. Hvis du også vil
kunne starte din maskine op med MacOSX, skal du bevare disse samt en
lille HFS-partition (mindst 800k). Dette skyldes, at MacOSX ved hver
opstart tilbyder at formatere enhver disk, der ikke har aktive
MacOS-partitioner og driver-partitioner.
  ]]>

]]>

  <sect>&MSG-INITIALIZE-SWAP;
    <p>
Dette vil være det næste trin, så snart du har oprettet
diskpartitioner. Du har muligheden for at formatere og aktivere en ny
swappartition, activere en tidligere formateret en eller klare dig
uden en swappartition. Det er altid tilladeligt at genformatere en
swappartition, så vælg &MSG-INITIALIZE-SWAP; medmindre du har helt
styr på, hvad du gør.
    <p>
Dette menuvalg vil først give dig et vindue, der hedder
&MSG-SELECT-ACTIVATE-SWAP-L;. Standardenheden vil normalt være den
swappartition, du allerede har sat op. I så fald skal du bare trykke
&enterkey;.
    <p>
Derefter bedes du om at bekræfte valget, da formateringen ødelægger
alle data på partitionen. Vælg &MSG-YES;, vis det er i orden. Skærmen
vil blinke mens formateringsprogrammet kører.
    <p>
Det anbefales kraftigt at have en swapartition, men du kan godt klare
dig uden, hvis du insisterer, og hvis dit system har mere end
&minimum-memory; ram. Hvis du ønsker at gøre dette, skal du vælge
punktet &MSG-DO-WITHOUT-SWAP; i menuen.


  <sect id="init-partition">&MSG-INITIALIZE-LINUX;
    <p>
På dette tidspunkt vil det næste menupunkt være 
&MSG-INITIALIZE-LINUX;.  Hvis ikke, er det fordi du ikke har afsluttet
partitioneringsprocessen, eller ikke har benyttet en af de menuvalg,
der har med din swappartition at gøre.
    <p>
Du kan formatere en linuxpartition eller alternativt montere en
tidligere formateret en. Bemærk, at <prgn>dbootstrap</prgn>
<em>ikke</em> kan opgradere et gammelt system uden at ødelægge
det. Hvis du vil opgradere, kan Debian normalt opgradere sig selv, så
du behøver ikke at bruge <prgn>dbootstrap</prgn>.  Hjælp til at
opgradere Debian &release; findes i
<url id="&url-upgrading;" name="opgraderingsinstruktionerne">.
    <p>
Hvis du derfor benytter gamle diskpartitioner, der ikke er tomme,
og bare ønsker at smide indholdet ud, skal du formatere dem (hvilket
sletter alle filer). Herudover skal du formatere alle de partitioner, du
oprettede i partitioneringstrinnet. Den eneste grund til at ville
montere en partition uden at formatere den er nok, hvis man
allerede har udført en del af installationsprocessen og benyttet de
samme installationsdisketter.
    <p>
Vælg &MSG-INITIALIZE-LINUX; for at initialisere og montere
<file>/</file>-diskpartitionen. Den første partition, du monterer
eller formaterer vil blive monteret som <file>/</file> (kaldet roden).
    <p>
Du vil blive spurgt, om du vil bevare
&Pre-2-2-Linux-Kernel-Compatibility;.  Hvis du svarer &No;, vil du
ikke kunne køre Linuxkerne med version 2.0 eller tidligere på dit
system, da filsystemet aktiverer nogle funktioner, der ikke
understøttes af Linuxkerneversion 2.0.. Hvis du er sikker på, at du
aldrig vil skulle køre kerneversion 2.0 eller tidligere, vil du få
nogle mindre fordele ved at svare &No;.
    <p>
Du vil også blive spurgt om du vil skanne for fejlbehæftede blokke ("bad
blocks"). Standarden er at springe skanningen over, da den kan være
meget tidskrævende, og moderne diskcontrollere internt opdager og
håndterer fejlbehæftede blokke. Hvis du er usikker på din disks
kvalitet eller har et ret gammelt system, vil det dog nok være en god
idé at udføre skanningen.
    <p>
De næste vinduer vil blot bede om bekræftelse. Du vil blive bedt om at
bekræfte handlingen, da formatering destruerer alle data på
partitionen. Du vil også altid blive oplyst om, at partitionen
monteres som <file>/</file>, rodpartitionen.<footnote>Teknisk set
monteres den som <file>/target</file>. Først når du genstarter
systemet vil dette blive til <file>/</file>.
      </footnote>
    <p>
Hvis du har yderligere filsystemer, du ønsker at formatere og montere,
skakl du bruge menupunktet &Alternate; så snart du har monteret
<file>/</file>-partitionen. Dette er for folk, der har oprettet
separate partitioner for
<![ %not-powerpc [<file>/boot</file>]]>, <file>/var</file>,
<file>/usr</file> eller andre, som bør formateres nu.


  <sect id="mount-already-inited">&MSG-MOUNT-LINUX;
    <p>
Et alternativ til <ref id="init-partition"> er trinnet
&MSG-MOUNT-LINUX;.  Brug det, hvis du vil fortsætte en installation,
der blev afbrudt, eller ønsker at montere partitioner, der allerede er
formaterede eller indeholder data, du vil beholde.

<![ %supports-nfsroot [
        <p>
Hvis du er ved at installere en diskløs arbejdsstation, skal du nu
montere din rodpartition med NFS fra den fjerne NFS-server. Angiv
stien til NFS-serveren med standard NFS-syntaks,
<tt><var>server-navn-eller-IP</var>:<var>server-delt-sti</var></tt>.
Herefter kan du montere eventuelle yderligere filsystemer.

<![ %m68k [ <var>server-delt-sti</var> for BVM og Motorola
VMEbus systemer skal svare til den sti, der angives i
<file>tftplilo.conf</file> på TFTP-serveren. Den bruges til at
fortælle Linuxkernen, hvilket katalog, den skal montere når det
installerede system startes op. Standardstien i
<file>tftplilo.conf</file> er <file>/nfshome/%C</file>, hvor
<tt>%C</tt> erstattes af IP-adressen (som fire tal adskilt af
punktummer) på det klientsystem, der er ved at starte op. ]]>

<p>Hvis du ikke allerede har sat dit netværk op som beskrevet i <ref
id="configure-network">, vil du blive bedt om dette, hvis du vælger
NFS-installering.

]]>

  <sect id="mount-other">
    <heading>Montering af partitioner, der ikke understøttes af
    <prgn>dbootstrap</prgn></heading>

    <p>
I specielle situationer ved <prgn>dbootstrap</prgn> måske ikke,
hvordan dine filsystemer skal monteres (såvel roden som andre). Hvis
du er en erfaren linuxbruger, er det muligt at gå til tty2 og manuelt
udføre de kommandoer, der skal udføres for at montere den aktuelle
partition.
    <p>
Hvis du monterer en rodpartition til dit nye system, skal du blot
montere den på <file>/target</file>, hvorefter du kan gå tilbage til
<prgn>dbootstrap</prgn> og fortsætte (du kan eventuelt køre
&View-the-Partition-Table; for at få <prgn>dbootstrap</prgn> til at
opdatere, hvor langt du er nået i installationsprocessen).
    <p>
For ikke-rodpartitioner vil du blive nødt til selv at huske at ændre
den nye <file>fstab</file>-fil, så de bliver monteret, når du
genstarter systemet.  Vent til filen (<file>/target/etc/fstab</file>)
bliver oprettet af <prgn>dbootstrap</prgn>, inden du skriver i den.

<!-- Keep this comment at the end of the file
Local variables:
mode: sgml
sgml-omittag:t
sgml-shorttag:t
sgml-namecase-general:t
sgml-general-insert-case:lower
sgml-minimize-attributes:max
sgml-always-quote-attributes:t
sgml-indent-step:2
sgml-indent-data:nil
sgml-parent-document:("../install.sgml" "book" "chapt")
sgml-declaration:nil
sgml-exposed-tags:nil
sgml-local-catalogs:nil
sgml-local-ecat-files:nil
End:
-->


-- 
Claus Hindsgaul


 
Home   Subscribe   Mail Archive   Index   Calendar   Search

 
 
Questions about the web-pages to <www_admin>. Last modified 2005-08-10, 20:53 CEST [an error occurred while processing this directive]
This page is maintained by [an error occurred while processing this directive]MHonArc [an error occurred while processing this directive] # [an error occurred while processing this directive] *